Søvnhospitalet

Non-REM Parasomni (søvngængeri)

Non-REM Parasomnier: Når hjernen slår knuder i søvnen

Non-REM parasomnier er en gruppe søvnforstyrrelser, der opstår under de dybe stadier af søvnen – nemlig NREM (Non-Rapid Eye Movement) søvnen. Disse parasomnier er karakteriseret ved ufrivillig adfærd og underlige fænomener, der finder sted i overgangen mellem vågen tilstand og søvn eller mellem søvnstadier. Selvom de nogle gange kan virke dramatiske eller skræmmende for dem, der ser dem udefra, er personen selv sjældent bevidst om, hvad der sker, og vil ofte ikke huske episoden bagefter.

Hjernen er ikke helt enig med sig selv i, hvad den foretager sig. Hjernen skal kunne vågne, hvis den bliver forstyrret under søvn (ellers ville det være farligt at sove i naturen), men den skal også kunne bibeholde søvnen, når der er behov for dette. Det er disse to modsatrettede funktioner, som havner i konflikt ved non-REM parasomnier og resulterer i, at nogle dele af hjernen sover, mens andre er mere aktive.

Interview på DR aftenshowet om søvngængeri med Emmelie De Forest fra 3 oktober 2024. Det om søvngængeri starter ca 16 minutter inde.

https://www.dr.dk/drtv/se/aftenshowet_-emmelie-de-forest-ramt-af-sjaelden-soevnforstyrrelse_480560

Her er en video med uddybelse af begrebet Non-REM parasomni

Typer af Non-REM Parasomnier

Der findes flere typer af non-REM parasomnier, hvoraf de mest almindelige er:

  1. Søvngængeri (somnambulisme): Dette involverer automatiserede motoriske handlinger, som at gå rundt, uden at personen er vågen. Søvngængere kan åbne døre, spise, eller endda forlade huset. Tilstanden opstår oftest i barndommen og teenageårene og bliver som regel sjældnere med alderen.
  2. Natlig rædsel (pavor nocturnus): Denne parasomni karakteriseres ved pludselig opvågning fra dyb søvn ledsaget af skrig, intens frygt og ofte sved og hurtig puls. Personen kan sidde op i sengen, virke forvirret, og reagere voldsomt, men vil typisk ikke huske noget om episoden dagen efter. Dette ses også ofte hos børn.
  3. Forvirret opvågning (confusional arousal): Her vågner personen op fra søvn og viser tegn på forvirring, desorientering, og kan have svært ved at forstå eller reagere på omverdenen. Dette kan forekomme i de første timer af nattesøvnen.
  4. Søvntale (somniloquy): Dette indebærer at tale under søvnen og kan variere fra mumlen til længere samtaler. Selv om det er ret uskyldigt, kan det være et tegn på andre underliggende søvnforstyrrelser.

Alle disse typer af non-rem parasomni er et spektrum. De simplere episoder som forvirret opvågning ses oftere, og lange episoder af mere komplekse handlinger er mere sjældne, men de er i bund og grund samme fænomen. Hvis man har sjældne lange episoder kan man ofte ses korte episoder med forvirrede opvågninger hver nat, disse vil dog oftest ikke blive husket.

Prævalens af Non-REM Parasomnier

Non-REM parasomnier er mest almindelige i barndommen og teenageårene og falder generelt i frekvens, når man bliver ældre. Søvngængeri rammer omkring 15-30% af børn i alderen 5-12 år og omkring 1-5% af voksne. Natlig rædsel rammer op mod 3% af børn, men kun 1% af voksne . Søvntale er mere almindeligt og forekommer hos cirka 50% af børn på et eller andet tidspunkt . Forvirret opvågning ses hyppigst i barndommen, men episoder kan fortsætte op i voksenalderen.

Underliggende Fysiologi

For at forstå, hvorfor non-REM parasomnier opstår, skal vi se på hjernens aktiviteter under NREM-søvnen. NREM-søvn er karakteriseret ved langsomme hjernebølger, hvilket reflekterer en dyb afslapningstilstand i kroppen, men hjernen er ikke helt “slukket”. Non-REM parasomnier opstår, når der er en fejlagtig eller ufuldstændig overgang mellem dyb søvn (især stadie 3, også kaldet slow-wave sleep) og vågen tilstand.

Det er som om, at hjernen befinder sig i et “limbo”, hvor nogle dele af den er vågne (de motoriske centre, i tilfælde af søvngængeri), mens de kognitive områder, der er ansvarlige for bevidsthed og hukommelse, stadig sover. Dette kan forstås som en dys-synkronisering af hjernen. Hjernen er ikke helt enig med sig selv i, hvad den skal lave, og havner i en blanding af søvn og vågen tilstand.

En anden vigtig faktor er arousal-threshold, som refererer til den stimulusintensitet, der kræves for at vække en person fra dyb søvn. Denne tærskel er generelt forhøjet under NREM-søvn, men ved visse tilstande (f.eks. stress, søvnmangel eller feber) kan hjernen reagere uhensigtsmæssigt på denne tærskel og udløse en parasomni-episode

Risikofaktorer

Selvom non-REM parasomnier primært er genetisk betinget (børn med en forælder med parasomnier har 10 gange højere risiko for selv at udvikle det), er der også miljømæssige og fysiologiske faktorer, der kan spille ind:

  • Søvnmangel: Søvnmangel kan øge forekomsten af parasomnier ved at forstyrre NREM-søvnens stabilitet.
  • Feber: Særligt hos børn kan feber medføre parasomni-episoder.
  • Stress og angst: Psykologisk stress kan øge søvnstadieresponsen.
  • Medicin eller alkohol: Visse medikamenter, der påvirker søvnarkitekturen, samt alkohol, kan øge risikoen for parasomnier.

Behandling og Håndtering

Da non-REM parasomnier som regel er harmløse (men irriterende) og ofte aftager med alderen, er behandling sjældent nødvendig, især hos børn. Non-REM parasomnier er ikke forbundet med andre sygdomme. For voksne kan det dog være nødvendigt at undersøge underliggende søvnforstyrrelser eller psykologiske faktorer, hvis parasomnierne skaber store problemer. Behandlingsstrategier er for det meste baseret på en forståelse af søvn. Se De 4 Elementer af Søvn og Søvn (Basal forståelse). Behandlingen inkludere oftest:

  • Søvnoptimering: Sørg for tilstrækkelig søvn, da søvnmangel ofte udløser episoder.
  • Stresshåndtering: Afslapningsteknikker eller kognitiv terapi kan hjælpe med at reducere stressniveauer, som kan udløse episoder.
  • Sikring af soveområdet: Hvis søvngængeri er et problem, kan det være nødvendigt at tage sikkerhedsforanstaltninger, som at låse døre og vinduer eller installere alarmer.
  • Farmakologisk behandling: I sjældne tilfælde, hvor parasomnierne forstyrrer dagligdagen betydeligt, kan medicin såsom bruges til at undertrykke dyb søvn. Behandlingens formål er at forhindre skade på sig selv og omgivelserne.

Der kan være behov for at udelukke andre årsager. Hvis episoderne er meget stereotype (simple og ensformige) kan der være behov for at udelukke natlig epilepsi. Dette er specielt tilfældet hvis episoderne ikke har stået på siden barndommen og er startet senere i livet.

Videnskabelige Referencer

  1. American Academy of Sleep Medicine. International Classification of Sleep Disorders, 3rd Edition. 2014.
  2. Ohayon, M. M., et al. “Prevalence and comorbidity of sleepwalking in the US adult general population.” Neurology (2012).
  3. Mahowald, M. W., et al. “Parasomnias.” Lancet (2005).
  4. Zadra, A., & Pilon, M. “Sleepwalking and Sleep Terrors: Prevalence, Etiology, and Pathophysiology.” UpToDate, 2022.
  5. Lopez, R., et al. “Parasomnia in children and adults: prevalence and risk factors.” Sleep Medicine Reviews (2018).
  6. Oudiette, D., & De Cock, V. C. “The role of arousal in parasomnias.” Sleep Medicine (2013).